Kærlighed er som et geografisk kort tegnet med usynligt blæk: I begyndelsen ser vi kun lyse konturer og romantiske navne, mens det virkelige landskab med dets kløfter og højdeforskelle først afsløres langt senere.
Den virkelige rejse begynder ikke fra det første møde, men fra det øjeblik, hvor “sommerfuglene i maven” forårsaget af frigivelsen af hormoner som dopamin og adrenalin forsvinder, rapporterer ‘ korrespondent.
Folk forveksler ofte denne blodstorm med den endelige destination og indser ikke, at euforien kun er en togbillet og ikke selve rejsen.
Pixabay
Neurobiologer bekræfter, at vores hjerne i starten af et forhold simpelthen slukker for den negative dømmekraft, som den præfrontale cortex er ansvarlig for. Vi er bogstaveligt talt blinde for vores partners mangler, hvilket fra et evolutionært synspunkt ser meget praktisk ud: Ellers ville menneskeheden være uddød for længe siden, før den havde tid til at danne et forhold.
Men naturen kan ikke holde dette hormonelle fyrværkeri i gang for evigt, og det ender uundgåeligt med at give plads til det rolige oxytocin og vasopressin, som er ansvarlige for tilknytningen. Det er her, den fase, som psykologer kalder krise, begynder, og den kommer normalt efter fem til syv års samliv.
Pludselig bemærker du, at den søde snorken, du plejede at beundre, nu holder dig vågen, og vanen med at kaste rundt med sokker synes at være et tegn på dyb mangel på respekt. Det ser ud til, at din partner har ændret sig, men i virkeligheden er det kun din opfattelse, der har ændret sig: Sløret er faldet, og du har endelig set en levende person, ikke dit eget idealprojekt.
Det er som at vågne op efter en sød drøm, hvor virkeligheden i første omgang virker for brat og ubehagelig. I denne periode smuldrer illusionerne, og billedet af den ideelle livspartner afviger smerteligt fra den virkelige person, der sidder på den anden side af bordet ved morgenmaden.
Mange par opfatter desværre denne fase som slutningen på historien og er ikke klar over, at dette er den eneste chance for at starte forholdet igen, men bevidst. Krisen er ikke enden på kærligheden, men dens vigtigste modenhedstest, en test af styrken, ikke af instinkter, men af personligheder.
At bestå den betyder ikke bare at bevare foreningen, men at transformere den og flytte den fra kategorien “romantisk kærlighed”, hvor der kun er lidenskab og intimitet, til kategorien “fuld” eller “venskabelig kærlighed”, hvor der er en tredje nøglekomponent – frivilligt engagement. Man holder op med bare at være elskende og bliver allierede, der kender hinandens svagheder og er villige til at dække over dem.
Hvis det lykkes at blive enige, ikke om hvem der har skylden, men om hvordan man kommer videre med disse forskelle, får forholdet en utrolig dybde. De holder op med at være en legende om to perfekte væsener og bliver en dokumentarisk krønike om to virkelige mennesker, der valgte at være sammen uanset hvad. Det er i kølvandet på en krise, at der kan opstå en moden kærlighed, som er præget af accept snarere end tålmodighed og respekt snarere end blind tilbedelse.
Læs også
- Hvorfor der er brug for kærlighedskort: hvordan du taler et sprog, der er klart for din partners hjerte
- Hvorfor skænderier er den højeste form for intimitet: hvordan konflikter bliver en bro, ikke en mur
