Har du nogensinde spekuleret på, hvilken slags lydbaggrund der er behagelig for en person?
Forskere siger ca. 10 decibel – det er lyden af blade eller en rislende bæk. Lydstyrken på en almindelig stille samtale er ca. 40 dB, og niveauet på 70 dB betragtes allerede som det maksimalt tilladte, hvorefter skaden begynder, rapporterer korrespondenten for .
Forestil dig nu, at skoletimen for mange børn ledsages af 60 dB og derover – det er den virkelighed, som sundhedsnormerne tillader, men det er ikke mindre ødelæggende for helbredet. En autoritær lærer, der bruger råb som en metode til klasseledelse, er ikke kun et slag mod disciplinen, men også mod fysiologien.
Sådanne råb får barnet til at opleve alvorlig hæmning i hjernebarken, hvilket gør sindet ude af stand til at danne præcise koncepter og bogstaveligt talt blokerer for læringsprocessen. I stedet for at lære skifter hjernen til overlevelsestilstand og reagerer på læreren som en trussel.
Konsekvenserne af en sådan kronisk stress viser sig i statistikkerne: I klasser med råbende, uvenlige lærere er der en højere forekomst af sygdomme og flere neurologiske lidelser end i klasser med rolige og opmærksomme lærere. Støj er her ikke bare et irritationsmoment, men en fuldgyldig sygdomsfremkaldende faktor.
Undersøgelser viser, at mennesker, der regelmæssigt udsættes for stærk støj, er mere tilbøjelige til at udvikle ikke bare høretab, men også mavesår, forhøjet blodtryk og neuroser. Børn er med deres øgede følsomhed over for stress særligt sårbare over for denne akustiske vold, som nogle pædagoger forveksler med effektivitet.
Personligt husker jeg min matematiklærer, hvis hårde stemme fik selv dygtige elever til at klemme sig sammen ved katederet. Vi var ikke bange for en dårlig karakter, vi var bange for dette pludselige brøl, der lammede viljen.
Ifølge det daværende undervisningsministerium var det ikke overraskende, at 40 % af børnene ikke havde lyst til at gå i skole, og kun 10 % var glade for at møde lærerne. Denne kommunikationsstil skaber en ond cirkel: Den råbende lærer begynder at råbe ad eleverne og overtager interaktionsmodellen som norm.
Der hersker en atmosfære af konstant spænding i klasseværelset, hvor depression, angst og aggression bliver almindelige træk i børnenes psykologiske profil. Løsningen ses i overgangen fra tvangspædagogik til samarbejdspædagogik.
Når læring er baseret på positive følelser og psykologisk tryghed, vokser produktiviteten, og børnenes helbred udsættes ikke for yderligere risici. Skolens opgave er ikke at skræmme, men at interessere, og det er ikke kun et spørgsmål om pædagogisk etik, men også om medicinsk sikkerhed.
Lærerens råb er ikke et værktøj, men en nødsirene, der signalerer professionel afmagt. Skaden måles ikke kun i ødelagt humør, men også i reelle medicinske diagnoser, der kan følge en person resten af livet.
Stilhed i klasseværelset er ikke et disciplinært krav, men en grundlæggende forudsætning for en sund udvikling af børns hjerner.
Læs også
- Når din krop vil arbejde: Sådan finder du din kronotype og holder op med at kæmpe mod dig selv
- Hvorfor tarmen er din anden hjerne: Hvordan bakterierne i din mave styrer dit humør og dine beslutninger
